Sociale problemer kræver sociale løsninger. At stigmatisere og straffe folk økonomisk hjælper ikke socialt udsatte. Det bedste eksempel på dette, er den nuværende debat om såkaldte parallelsamfund, hvor man for alt i verden ikke ønsker at hjælpe folk, men bare straffer og sanktionerer til højre og venstre uden at lytte til de løsninger, som forskere og eksperter foreslår. Hvordan kan vi som samfund acceptere en politik, der sigter efter at gøre en specifik gruppe af mennesker fattigere?
Når vi møder en etnisk dansk familie med sociale problemer, eksempelvis hvis en forælder har alkoholproblemer, ville de fleste ryste på hovedet, hvis vi, som samfund, udskammede og straffede familien frem for at træde til og give en hjælpende hånd. Det giver sig selv at sociale tiltag er nødvendige.
Men er der derimod tale om en ikke etnisk dansk familie i et såkaldt parallelsamfund, bliver man ikke mødt med forståelse og hjælp, men med stigmatisering og straf. At man bare fordi man bor i et bestemt boligområde skal udskammes for at have sociale problemer, er ikke bare forfærdeligt for det enkelte menneske, og de børn, som gerne skulle vokse op i et mulighedsgivende samfund, det er også enormt skadeligt for integrationen og dermed også for Danmark. Integrationsydelsen er et konkret eksempel på politik, der fastholder en bestemt gruppe mennesker i fattigdom, men det gør også Danmark fattigere. Og det er ikke i orden.
Hvorfor accepterer vi, at hvis bare det er mennesker, som kommer fra et andet sted end os selv, så er det helt i orden at fastholde dem i fattigdom? Alle mennesker har brug for at være en del af fremskridtet, og være en del af en udvikling, hvor man former sin fremtid sådan som man ønsker den. Alle mennesker skal kunne bidrage – uden at blive forhindret af straf. Det bør da være vores helt grundlæggende ønske på vegne af andre – at alle, uanset hvor i verden man så kommer fra, kan forme sin fremtid.
Så hvornår stopper man med at se andre mennesker som en byrde, men tværtimod som en ressource for samfundet og for hinanden? Og hvornår stopper vi med at tro, at vi kan straffe og sanktionere folk ud af deres sociale problemer med fattigdomsydelser, når intet nogensinde har peget på, at det virker? Der er for mange partier, eksempelvis regeringens og dens støtteparti, som ikke har nogen politik og visioner på dette område, men bruger en gruppe mennesker som syndebuk i et forsøg på at holde på magten. Det kunne være rart, om man faktisk kunne komme i gang med at løse problemerne i stedet for at sparke til folk, der ligger ned.
