Også bragt i Fyens Stiftistidende 25. januar 2019
Jeg har altid godt kunne lide sætningen “vi tænker på andre end dig”, fordi social ansvarlighed er hjørnestenen i et velfærdssamfund. Og den er på mange måder rammende for, hvordan jeg håber, at det kommende år bliver. Uligheden er støt stigende og den sociale ansvarlighed, har desværre haft hårde betingelser i denne regeringsperiode.
Antallet af børn, som vokser op i fattigdom er steget kraftigt. Hertil kommer den konstante hetz i den offentlige debat mod folk på kontanthjælp, integrationsydelse og andre ydelser.
Resultatet af den førte politik er fuldstændig entydig – den tvinger folk til at leve i fattigdom og med så få ressourcer, at det for mange er umuligt at opretholde en almindelig hverdag.
Men det er ikke bare uligheden i indkomst og muligheder, men også social ulighed og uligheden i sundhed, som ligger mig på sinde. Det bør i mine øjne være en højt prioriteret opgave for en kommende regering at gennemse den lovgivning og de rammer, som er lagt ned over kommuner og regioner, som i min optik ofte er store benspænd for den gode sociale indsats. Hvis uligheden skal reduceres, er der mange ting, som skal nytænkes:
Hjælp til fysisk og psykisk nedslidte, førtidspensionen og de nuværende tolke-regler. For bare at nævne nogle få.
Men mest af alt ønsker jeg et system, hvor det enkelte menneske ikke mærker de forskellige interesser på tværs af forvaltninger, sektorer og økonomi, men bare oplever et system, som tager hånd om dem.
Jeg håber inderligt, at 2019 bliver året, hvor “vi tænker på andre end dig” bliver en del af den førte politik. Jeg håber, at 2019 kommer til at handle om alle dem, der har været uheldige på livets vej, er kommet dårligt fra start i livet, eller som er ramt af regeringens politik.
Der er mange ting at tage fat i, og der er mange initiativer, der skal tages for Danmark. Men hvis vi ikke som minimum vil føre en anstændig politik for de mennesker, der har mødt mest modgang, hvorfor er vi her så?
Danmark er et fantastisk land. Vi behøver ikke at tvinge folk ned i fattigdom, væk fra muligheden for at forme deres eget liv og forfølge deres drømme. Vi har råd til at lade være. Vi har råd til at give folk muligheden for at leve et liv i værdighed og med personlig frihed.
Alligevel har vi lige nu mere end 60.000 børn, som vokser op i fattigdom, og mange mennesker, som ikke kan få den hjælp, de har brug for i sundhedssystemet og det sociale system.
Det behøver ikke at være sådan, vi kan afskaffe fattigdom i Danmark. Om vi ønsker at mindske og med årene forhåbentligt helt afskaffe fattigdom er et politisk valg. Lad os gøre fattigdom til et politisk fravalg.
