Psykiatri

I Danmark har vi lige adgang til sundhed, fordi vi synes, at dette er en hjørnesten i et retfærdigt samfund. Men vi glemmer ofte, at lige adgang til sundhed i realiteten oftest kun gælder de somatiske sygdomme. Når det gælder adgang til psykologhjælp har vi faktisk slet ikke lige adgang. For her har vi brugerbetaling, som skaber ulighed i vores muligheder for at få psykologhjælp.

Og denne ulighed er mere aktuel end nogensinde. Vi ved nu, at den psykiske mistrivsel er steget under corona, og der er alt for lange ventetider på adgang til psykologhjælp. Derfor har vi også et helt akut og hastigt stigende behov for at få taget hånd om danskernes trivsel.

Vi bør derfor udvide adgangen til psykologhjælp, så flere mennesker kan komme rettidigt til en psykolog. Og samtidig bør vi sikre, at man ikke skal have dankortet op ad lommen for at betale, når man er der.

I Odense Kommune er vi heldigvis i gang. Vi tilbyder allerede unge mellem 13 og 30 år gratis psykologsamtaler. Og for mig er det selvfølgelig enormt vigtigt, at vi har prioriteret at forebygge, at unge mennesker tager deres psykiske mistrivsel og sygdom med sig ind i voksenlivet. Men mental mistrivsel og sygdom begrænser sig naturligvis ikke kun til denne aldersgruppe, og derfor er det næste naturlige skridt for Odense Kommune at fjerne aldersbegrænsningen og tilbyde alle, uanset alder, at de kan få adgang til gratis psykologhjælp.

Gratis psykologhjælp til alle er et vigtigt skridt på vejen mod at ligestille fysisk og psykisk sygdom i det danske sundhedssystem. Og så er det altså bare en kommunal kerneopgave at forebygge alvorlige somatiske og psykiske sygdomsforløb, og gratis psykologhjælp er en af måderne, hvorpå vi forhåbentligt kan tage flere udfordringer i opløbet, så færre mennesker ender i behandlingspsykiatrien.

Samtidig skal initiativet ses som et skridt på vejen til et sundhedsvæsen, som anerkender og arbejder med de komplekse sammenhænge mellem fysisk og psykisk sundhed.

Hvis vores psykiatriske og psykologiske behandling skal have et skub i den rigtige retning, bliver vi også nødt til at ændre vores ide om, hvad sygdom er.

Selv om vi ofte opfatter psykiatrien og det somatiske som adskilt fra hinanden, så har det længe stået klart, at den ene nemt kan påvirke den anden. Eksempelvis kan angst give maveproblemer, stress kan lede til forhøjet kolesterol og en primær årsag til at psykiatriske patienter lever markant kortere end gennemsnitsdanskeren er de somatiske sygdomme, som de ikke får den nødvendige behandling for.

Min holdning er derfor klar: Når de somatiske og psykiske sygdomme er integrerede i patienterne, så bør de også være det i behandlingen af selvsamme patienter. Og hvis vi sikrer en stærk forebyggende indsats for at forbedre den mentale trivsel, forebygger vi derfor også, at mange af disse mennesker senere også ender i behandling for somatiske sygdomme.

Gratis psykologhjælp kan naturligvis ikke stå alene, og en generel nedbringelse af uligheden i sundhed, en forbedring af den mentale trivsel og adgangen til basal velfærd bør være nogle af hovedtemaerne for udviklingen af kommunerne og regionerne.

Her er det blandt andet vigtigt at understrege det enorme behov for, at vi naturligvis også inkluderer, integrerer og rekrutterer andre faggrupper end psykologer og læger. Men for Odense Kommune er det lige nu helt oplagt, at vi gør psykologhjælp gratis for alle.

(Fra kronik i Avisen Danmark) Vidste du, at en psykiatrisk patient dør 15 til 20 år tidligere end gennemsnitsdanskeren? Eller at ensomhed er lige så sundhedsskadeligt som at ryge 15 cigaretter dagligt? Disse er bare et par af mange eksempler på ulighed i sundhed.   Selvom corona langt fra har sluppet taget i Danmark, står vores sundhedsvæsen lige nu overfor en lang række andre udfordringer som bør adresseres – særligt den massive ulighed i sundhed. Dette bør være et hovedtema i debatten det kommende år frem mod kommunal- og regionsrådsvalget i november 2021.   Generelt trænger vi til en mere nuanceret sundhedsdebat. De sidste to årtier har vi haft et stort og meget vigtigt fokus på at nedsætte dødeligheden blandt eksempelvis kræftpatienter og gearet vores sundhedsvæsen til at være et af verdens bedste til at behandle kræft. Det er et godt eksempel på en succeshistorie fra det danske sundhedsvæsen. Men der er andre patient- og samfundsgrupper, som har brug for en lignende succeshistorie, fordi de reelt ikke har adgang til den samme velfærd og sundhed, som har dårligere livskvalitet end andre danskere har, og som også lever kortere. Er det ikke på tide, at vi også retter fokus mod disse grupper i den politiske debat?   Det er en stor del af vores selvopfattelse som danskere, at alle borgere har lige adgang til velfærd og har de samme muligheder i samfundet. Dette gør sig også gældende for vores grundlæggende opfattelse af sundhedsvæsen. Desværre er det i praksis langt fra tilfældet. For psykiatriske patienter, ensomme og psykisk sårbare borgere, etniske minoriteter, transpersoner, økonomisk udsatte, socialt sårbare, og mennesker som bare af den ene eller anden grund er uheldige på livets vej, ser virkeligheden anderledes ud.   Det er vigtigt at huske, at det ikke kun gælder for din nabo eller dem du slet ikke kender. Alle mennesker kan ende i en situation, hvor de ikke kan få den hjælp, de har brug for fra sundhedsvæsenet. Hvis vi virkelig skal være den velfærdsstat, vi påstår, at vi er, så bliver vi nødt til at tage ansvar for at mindske den ulighed.    Hvad kan vi gøre konkret? Vi skal erkende, at det er en indsats, som må foregå på flere niveauer. På det overordnede niveau bør vi omgående stoppe den økonomiske udhuling af uddannelserne, som skal uddanne vores sundheds- og socialfaglige personale, samt uddanne flere læger, fordi mangel på læger i sig selv øger ulighed i sundhed.   Det er ligeledes essentielt, at den tidlige forebyggelse løftes: Bedre støtte til udsatte og sårbare familier allerede fra graviditeten, forebyggelse af fødselsdepressioner, bedre kontakt til sundhedsplejerskerne, investering i gratis og let tilgængelig psykologhjælp og større opmærksomhed på sociale indsatser i barndommen er bare nogle eksempler på vigtige indsatser. Men også bedre udredning og behandling for voksne, hvor forebyggelsen i barndommen er forpasset. Dette kræver, at vi finder pengene til at prioritere de dele af sundhedsvæsnet, som arbejder med de mest sårbare patienter. Man behøver vel næppe at tilføje, at dette både er en god økonomisk og menneskelig investering.    Det bør derfor stå højt på Folketingets og regeringens dagsorden i denne valgperiode at gennemføre en ambitiøs sundhedsreform, som anviser en retning for, hvordan vi skal løse både nutidens og fremtidens problemer i sundhedsvæsenet.    Samtidig er det min forhåbning, at dette bliver et tema for kommunal- og regionsrådsvalget til november. En ambitiøs og helhedsorienteret sundhedsindsats, hvor kommunerne investerer i stærke forebyggende tiltag, og nedbryder de mange barrierer, der kan være for sårbare patientgrupper, når de skal finde vej gennem de kommunale og regionale systemer.    Ulighed i sundhed handler også om retfærdighed i sundhed. Er det retfærdigt, at det koster 15 til 20 leveår at have en psykisk sygdom? Eller tilfældigvis at være født under mindre privilegerede vilkår? Svaret er klart nej. Derfor bør vi begynde en seriøs debat om, hvordan vi bekæmper uligheden i sundhed.