admin

Vi danskere bryster os ofte af, at Danmark er et af verdens bedste og mest lige lande at leve i – det er det sikkert også. Men når vi taler om Danmark som et så lige land, kan det blive en sovepude, og det betyder, at der politisk ikke for alvor er nogen, som løfter en af de vigtigste dagsordener – nemlig at bekæmpe ulighed i danskernes og især danske børns muligheder. Ja, Danmark er et relativt lige land, men fattigdommen er stigende, og der er stadig rigtig mange danske børn, som har svært ved at bryde den sociale arv. Og det betyder, at vi langt fra er lykkedes med at sikre det vigtigste: lighed i muligheder. Lighed i muligheder for at skabe sig sit eget liv. Uanset hvem man er, og hvor man kommer fra.

Kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, regeringens fattigdomsydelser, er et eksempel på, at vi har et politisk flertal, som grundlæggende vil en anden vej. Det er et udtryk for, at man ikke har tiltro til andre mennesker. Det er en politik, som bygger på mistroen til, at andre mennesker vil det bedste for sig selv og samfundet. I stedet for at hjælpe folk med at flytte sig og bryde den sociale arv, fastholder man dem. Selvom mange tusinde børn i dag vokser op i fattigdom med ringere muligheder end deres jævnaldrende, har vi ikke et flertal, som ønsker at tage sig af det.

Dette er grundlæggende illiberal politik, idet man begrænser, fastholder og fattiggør andre mennesker. Et ægte liberalt udgangspunkt ville være at give ethvert menneske afsættet til at skabe sit eget liv. Desværre gennemsyrer det modsatte regeringens politik, og resultatet bliver, at vi på et så afgørende område som social mobilitet ikke bevæger os fremad. Med denne regering har det ikke været muligt at lave en ambitiøs socialpolitik, som skal sikre, at børn, uanset baggrund, kan få den bedste start på livet. Vi har ikke skabt en generation af mønsterbrydere.

2019 bør være året, hvor vi sætter lighed i muligheder på dagsordenen. Det bør være en liberal mærkesag. Det kræver investeringer i uddannelsessystemet, som er bærende for at skabe social mobilitet. Det kræver en ambitiøs socialpolitik, som sikrer voksne mod at blive fanget i fattigdom i komplicerede kommunale systemer. Og så skal vi som det måske allervigtigste sikre en tidlig indsats for vores mest udsatte børn, så vi ikke risikerer, at nogle børn er bagud på muligheder allerede inden de starter i skolen.

Også bragt i Fyens Stiftistidende 25. januar 2019

Jeg har altid godt kunne lide sætningen “vi tænker på andre end dig”, fordi social ansvarlighed er hjørnestenen i et velfærdssamfund. Og den er på mange måder rammende for, hvordan jeg håber, at det kommende år bliver. Uligheden er støt stigende og den sociale ansvarlighed, har desværre haft hårde betingelser i denne regeringsperiode.

Antallet af børn, som vokser op i fattigdom er steget kraftigt. Hertil kommer den konstante hetz i den offentlige debat mod folk på kontanthjælp, integrationsydelse og andre ydelser.

Resultatet af den førte politik er fuldstændig entydig – den tvinger folk til at leve i fattigdom og med så få ressourcer, at det for mange er umuligt at opretholde en almindelig hverdag.

Men det er ikke bare uligheden i indkomst og muligheder, men også social ulighed og uligheden i sundhed, som ligger mig på sinde. Det bør i mine øjne være en højt prioriteret opgave for en kommende regering at gennemse den lovgivning og de rammer, som er lagt ned over kommuner og regioner, som i min optik ofte er store benspænd for den gode sociale indsats. Hvis uligheden skal reduceres, er der mange ting, som skal nytænkes:

Hjælp til fysisk og psykisk nedslidte, førtidspensionen og de nuværende tolke-regler. For bare at nævne nogle få.

Men mest af alt ønsker jeg et system, hvor det enkelte menneske ikke mærker de forskellige interesser på tværs af forvaltninger, sektorer og økonomi, men bare oplever et system, som tager hånd om dem.

Jeg håber inderligt, at 2019 bliver året, hvor “vi tænker på andre end dig” bliver en del af den førte politik. Jeg håber, at 2019 kommer til at handle om alle dem, der har været uheldige på livets vej, er kommet dårligt fra start i livet, eller som er ramt af regeringens politik.

Der er mange ting at tage fat i, og der er mange initiativer, der skal tages for Danmark. Men hvis vi ikke som minimum vil føre en anstændig politik for de mennesker, der har mødt mest modgang, hvorfor er vi her så?

Danmark er et fantastisk land. Vi behøver ikke at tvinge folk ned i fattigdom, væk fra muligheden for at forme deres eget liv og forfølge deres drømme. Vi har råd til at lade være. Vi har råd til at give folk muligheden for at leve et liv i værdighed og med personlig frihed.

Alligevel har vi lige nu mere end 60.000 børn, som vokser op i fattigdom, og mange mennesker, som ikke kan få den hjælp, de har brug for i sundhedssystemet og det sociale system.

Det behøver ikke at være sådan, vi kan afskaffe fattigdom i Danmark. Om vi ønsker at mindske og med årene forhåbentligt helt afskaffe fattigdom er et politisk valg. Lad os gøre fattigdom til et politisk fravalg.

Vi har behov for et grundlæggende opgør med den stigende ulighed.
Kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og en masse andre tiltag er lavet udelukkende for at gøre livet surt for dem, der har mindst i forvejen. Som en direkte konsekvens af det, er der lige nu er tusindvis af børn, som vokser op i fattigdom her i Danmark.
Vi er et af de bedste lande i verden. Vi er et af de rigeste lande i verden. Men alligevel har vi valgt, at nogle børn skal have ringere muligheder end andre. Det er et politisk valg. Og det er et politisk valg, som vi skal tage et opgør med.
Hvis vi ikke vil lave politik for at løfte dem, der har været uheldige på livets vej, for dem, der er nedslidte efter et langt arbejdsliv, og for de børn, som ikke har fået den bedste start på livet, hvad skal vi så lave politik for?
Min ambition er, at alle børn, at alle mennesker, uanset hvor de kommer fra, skal have alle mulighederne for at skabe deres eget liv. Derfor ønsker jeg også, at vi skal bruge en ekstra milliard kroner hvert år frem til 2025 til børns fremtid, så mulighederne ikke kun er for dem, der har mest i forvejen.